LØKKES PROVINSPOLITIK ER REN MOLBOHISTORIE

LØKKES PROVINSPOLITIK ER REN MOLBOHISTORIE

Mads og Monologen: Vi bør skabe en decentralisering af livs muligheder i stedet for at spille land og by ud mod hinanden.

Der er meget lidt, der beskriver det borgerlige Danmarks provinspolitik så godt som det faktum, at mens man udflytter arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen med den ene hånd, lader man den offentlige velfærd køre på smalkost og sparer på de erhvervsuddannelser, der er afgørende for, at provinsens industrier har adgang til kvalificeret arbejdskraft med den anden hånd.

Præcis som i den gamle molbohistorie, hvor fire mand vader ud på marken for at skræmme storken væk af frygt for, at storken vil træde afgrøderne ned, løser regeringen et lille problem – den ulige koncentration af statslige arbejdspladser – samtidig med, at regeringen skaber et langt større: En øget mangel på fremtidsmuligheder for provinsens industri og for de unge mennesker, der skal arbejde i den.

I al sin tristesse beskriver denne molbohistorie alt for godt, hvad det egentlig er for en rykken rundt på samfundets begrænsede skakbrikker, regeringen har startet. Med pomp og pragt forsøger man at give provinsen noget, der er i hovedstaden i dag, samtidig med, at regeringen med den anden hånd undergraver de institutioner, der trods alt er i provinsen.

Tænk på et tal og glem Lars Løkke
Næste afsnit af molbohistorien handler om den kommunale udligning. I dag får provinskommunerne 17 milliarder kroner om året af en håndfuld kommuner i hovedstadsområdet. Derudover sender hovedstadskommunerne nogle penge rundt til hinanden i den såkaldte hovedstadsudligning. Nu skal vi så til at diskutere, om ikke det tal skal være 8 milliarder, 19 milliarder, 30 milliarder eller et helt fjerde tilfældigt tal.

Således kan landsdelene få lov til at bekrige hinanden. Afstanden mellem os kan blive større. Og vigtigst af alt, virker det til: Regeringen kan vise, at de står på provinsens side eller i hvert fald på den modsatte side af København, således at ingen kan huske, at det var Lars Løkke Rasmussen, der var bagmanden bag samtlige af 00’ernes store centraliseringer af velfærden. At det var Lars Løkke Rasmussens politiske svendestykke at fratage købstæderne sit kulturborgerskab. At det var Lars Løkke Rasmussen, der stod fadder til, at provinsen blev et sted med færre fremtidsmuligheder for unge i takt med, at uddannelserne forsvandt.

Vi får ikke et Danmark i balance, hvis vi bliver et splittet folk undervejs

Det er regningen for Løkkes store centraliseringsreformer, der skal betales nu. Det er den ubalance, regeringen siger, de prøver at bringe tilbage i vatter. Enhver borgmester vil gerne have flere velfærdskroner og flere arbejdspladser til sin kommune, og jeg bebrejder ikke dem, der ser en mulighed i udflytninger og udligning. Især fordi velfærden alle steder i riget føles presset. Jeg forstår dem godt.

Skab en decentralisering af livs muligheder
Men vi får ikke et Danmark i balance, hvis vi bliver et splittet folk undervejs. Vi er for små, og vi er for få til, at vi kan tåle, at landsdele bekriger hinanden i en kamp om begrænsede og fastlagte ressourcer. Danmark bliver ikke et bedre land af det.

Hvorfor skulle problemerne løse sig af, at vi skruer lidt mere på samme virkningsløse skrue

Det er heller ikke løsningen på de strukturelle problemer, centraliseringen har skabt. Udligningen fra hovedstaden til provinsen er blevet fordoblet i de sidste 10 år, og i mellemtiden er udkantsproblemerne blot blevet større og større. Hvorfor skulle problemerne løse sig af, at vi skruer lidt mere på samme virkningsløse skrue?

Et Danmark i balance kræver, at alle dele af kongeriget kan danne rammen om menneskers drømme om et godt liv

Et Danmark i balance kræver, at alle dele af kongeriget kan danne rammen om menneskers drømme om et godt liv. Det kræver en massiv decentralisering af vores velfærdsinstitutioner. Lige så lidt, som det batter for et lokalsamfund i Nordjylland, at Statens Administration er rykket til Hjørring, lige så meget betyder det, at der er gode uddannelsesmuligheder for byens unge. At der er noget at blive for. At vi investerer massivt i den fremstillingsindustri, der skaber så mange af provinsens arbejdspladser. At vi sikrer, at der er en politistation. En domstol. Et rådhus. I dag er selv den lokale fagforening er mange steder blevet centraliseret.

Det kræver en massiv decentralisering at få genskabt de stærke danske købstæder med levende opland. Og det vil kræve massive investeringer, som vi i hovedstadsområdet skal være klar til at betale broderparten af. Men det skal vi. For det er prisen for, at Danmark fortsat er et samlet land, og at danskerne fortsat er et samlet folk.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.