<h1>Sammen om Aalborg</h1>
Af Thomas Kastrup-Larsen

Sammen om Aalborg

Danmarks grønne og socialt bæredygtige hovedstad.

Aalborg Kommune er en fantastisk kommune at bo og leve i. Aalborg har gennem tiden været præget af handlekraft og energi, men også af en meget klar social profil, hvor vi har taget ansvar for samfundets udsatte. Aalborg skal fortsat være kendt for at være et trygt samfund, som tager sig af dem, der har behov. I de kommende år er det vigtigt, at vi kanaliserer vores energi og handlekraft i retning af at løse nogle af de store udfordringer, der ligger foran os. Det er vigtigt, at vi tager førertrøjen i forhold til at løse nogle af de store miljø- og klimaudfordringer, verden står over for. Desuden skal vi for alvor have knækket koden i forhold til at skabe de mange flere jobs der er brug for, fordi der er mange mennesker, der vælger os til i denne tid. 

 

De seneste ti år er der blevet 21.000 indbyggere flere i Aalborg Kommune, og som udviklingen tegner nu, kommer der i de næste 10 år godt 25.000 flere. Der er en gave, at så mange mennesker vælger os til. Det skal vi være stolte over. Det er ikke naturgivent, at Aalborg Kommune vokser så meget som vi gør med vores geografisk placering. Det er også vigtigt, at vi fastholder væksten, hvis ikke hele den nordjyske region skal blive kørt bagud af dansen i konkurrencen med andre stærke regioner i Danmark og Norden. Derfor skal vi tænke os godt om, og vi skal håndtere væksten og udviklingen på en tryg og bæredygtig måde.

 

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi har balance i udviklingen i hele vores kommune. Selvom væksten i Aalborg- og Nørresundbyområdet er en kraftig motor, er det vigtigt at der sker noget i hele kommunen. Byer som Nibe, Hals, Vodskov, og Storvorde er vigtige for balancen i Aalborg kommune, og vores mange landsbyer danner rammen om mange menneskers liv. De skal også prioriteres. På samme måde er det vigtigt, at vi prioriterer at udbygge vores velfærdssamfund i takt med befolkningsudviklingen. Børn skal kunne komme i børnehave/vuggestue i deres nærmiljø. Derfor prioriterer vi at bygge flere dagtilbud. Ældre skal kunne komme på plejehjem, når de ikke længere kan klare sig i eget hjem. Derfor prioriterer vi at bygge flere plejehjem, osv. 

 

Men vigtigst af alt er, at vi bevarer og Aalborg Kommune som en tryg og udviklingsorienteret Kommune. Man skal kunne færdes trygt og være tryg ved at stifte familie her. Men man skal også kunne realisere sine drømme. Skabe sin egen virksomhed, tage den vildeste uddannelse, eller få det job, man altid har drømt om. Det er vigtigt, at Aalborg Kommune er en kommune, hvor der er højt til loftet, og hvor man skal kunne drømme stort og opleve, at Aalborg er det sted i Danmark, hvor man lettest kan realisere sine drømme. 

 

Vi socialdemokrater drømmer f.eks. om at Aalborg kommune skal være Danmarks grønne hovedstad. Vi har helt optimale muligheder for at blive det sted i Nordeuropa, hvor den grønne udvikling står stærkest. Vi har blandt andet Europas bedste tekniske universitet (Aalborg Universitet), en stærk klynge af virksomheder, der arbejder med grøn teknologi, en fjernevarme-forsyning, der ønsker at være 100% CO2-neutral, og Port of Aalborg, som er klar til at investere over 2. mia. kr. i virksomheder, der arbejder med grønne teknologier Den drøm skal vi få til at blive til virkelighed, og den skal brede sig ud i hele kommunen. Vi skal bruge den som motor til at skabe flere jobs og udvikling. Vækst og bæredygtig udvikling kan snildt gå hånd i hånd. Lad os i fællesskab skabe Danmarks grønne og socialt bæredygtige hovedstad. 

 

Thomas